Sædvanen tro havde skolen stillet de to lokaler i stueetagen til rådighed for seniorklubben – kvit og frit.

Skolebetjentene var som altid parate til at fotokopiere vores julesalmer og sange og hjælpe til med omrokering af borde og stole, og restauratør Jørgen Mortensen havde med sædvanlig positiv indstilling lovet at sørge for menuen. Bestyrelsen havde foretaget en lille ændring: Flæskestegen var blevet erstattet af en lækker oksemørbrad med dejligt tilbehør, som vist faldt i de flestes smag.

Kl. 17.00 samledes en festklædt skare på 20 til en velkomstdrink i det store lokale. Formanden bød velkommen, glad for at så mange havde valgt at deltage.
I lokalet ved siden af var der dækket op til fest: Gran, lys og kranse smykkede bordene – en smuk opdækning.

Det blev en rigtig "juleaften" med dejlig mad og vin og en god snak, ind imellem afbrudt af julesalmer og sange og små, morsomme og spændende indlæg af Knud Ingemann, Mary Carlsen, Inga Engel og Bent Heeris.

Senere en gættekonkurrence af Jytte Møller. Den bestod af brudstykker af sange, hvortil der knyttede sig fuglenavne, som man skulle finde. Spændende, men svær.

Til sidst den lille rafleleg om de små, medbragte julepakker, som altid vækker munterhed.
Kaffe te, klejner og småkager nåede vi også.

Klokken nærmede sig 22, og formanden sluttede aftenen med ønsket om en god jul og et godt nytår til alle.

Klik her for at se et SlideShow med snapshots fra aftenens forløb