Seniorklubbens julefest tirsdag den 13. december 2011.

Medio november modtog medlemmerne indbydelsen. Som altid smukt dekoreret og med de sædvanlige, traditionsmæssige informationer om aftenens forløb. Dog en enkelt, lakonisk meddelelse om et festligt, musikalsk indslag i løbet af aftenen.

20 medlemmer havde tilmeldt sig, og snart sad alle bænkede om de smukt pyntede borde og nød et glas kølig hvidvin.





Turen til Kultorvet var gået fint trods opgravninger på pladsen. For vejret artede sig uden frost og sne. Kun den dejlige julebuffet fra Chefens Diner Transportable lod vente på sig. Chaufføren havde åbenbart fået misvisende oplysninger. Han ringede til Skyttes mobiltlf. og meddelte, at han holdt på Blegdamsvej og gerne ville vide, hvor på Østerbrogade formanden boede. Hurtigt blev han omdirigeret til Kultorvet, og kl. 18 kunne spisningen begynde.

Den ufrivillige pause blev udnyttet af næstformanden, som i dagens anledning havde lavet en lettere omskrivning af den festlige julesang:" Nu har vi altså jul igen," hvor han sagde tak til Skytte for den indsats, han altid gjorde for klubben.


En dejlig buffet med 8 forskellige retter stod opstillet på et langt, smukt pyntet bord sammen med hvidvin, rødvin , øl og vand.





Der var alt, hvad hjertet kunne begære, og det var tydeligt at se, at det bekom gæsterne vel. En livlig snak og en god stemning bredte sig ved bordene.


En julesang blev der plads til undervejs, og så var tidspunktet for det festlige, musikalske indslags begyndelse nu nået. Ind i salen kommer de velkendte " Black Jacks " - fire gamle drengekorsdeltagere fra fra Sct Annæ Gymnasium og deres dygtige pianist.




I en halv time underholdt de med deres velkendte sange, professionelt og dygtigt. Et friskt indslag, der høstede et velfortjent bifald.




Formanden ønskede os alle en glædelig jul og takkede sin bestyrelse for et gnidningsløst og fornemt samarbejde.

Han opregnede de mange steder, han selv havde fejret julen, hver med deres særlige traditioner lige fra præstegården i Ingstrup, fra villaen i Risskov, fra højhuset på Bellahøj, fra den gamle Vanløse Skole og nu til sidst i lejligheden på Østerbro. 87 juleaftener, vidt forskellige, men dejlige at tænke tilbage på.



Tid blev der også til det lystige terningespil om de spændende pakker,

som sædvanlig styret med fast hånd af Jytte Møller.









Den mindst spændende del stod nu tilbage - oprydningen. Men alle gav en hånd med, og snart var festsalen igen omdannet til et traditionelt klasseværelse. Sidste mand slukkede lyset. En dejlig julefest var slut.